Væren er tid

Trykt i Spiralnætter. Omkring Michael Gregaards Billeddigtkreds

Husets Forlag 2002

Tim Pallis

Vi bevæger os ned gennem bevidsthedens store stille hav, i hvis dybde der kun er få små fisk.

Endelig når vi en tilstand hvor bevidsthedens refleksivitet er ophørt. Øjet kan ikke se sig selv. Det store runde spejls samadhi er sort som lak, sagde zen mesteren Hakuin (1686-1769). Det er en svanger tilstand, som går forud skabelsen af alle ting. Det er et grænseløst, sort tomrum, der funkler glasagtigt som vulkansk aske. Her er der ingen tid og intet rum.

Pludselig slår det gamle bornholmerur hel, og bevidstheden vågner på ny. Lyset strømmer ud over verden, tid og rum, fødsel og død begynder. Moderen har født et barn, men barnet har også født en moder. Fra nu af er væren tid, og hvert øjeblik er hele verden, fordi ingen eksistens er afskåret fra dette nuvær.

Men der er en særlig livskvalitet ved den genvundne bevidsthed, for skønt der ikke er noget ophør af forfald og død for kroppens vedkommende, så ser vi, at vort egentlige væsen aldrig er blevet født og derfor heller ikke kan dø. Den evige nutid er alt, det evige liv, det evige lys, som er årvågenhedens bevidsthedsrum.

Tiden er ikke længere adskilt fra dig, og fordi du er nuvær, løber tiden ikke væk. Dette er "nunc stans", det stående nu. Tiden hverken kommer eller går og dog flyder den kontinuerligt. Du er ikke en tid sløs størrelse, som lever i tiden, men du er selve tiden. Du er dét, tiden manifesterer sig som i dette øjeblik, dét der sker lige nu. Dét, at være selve tiden, vil samtidig sige at være fri af tiden. På samme måde lever du heller ikke i rummet, men er selve rummet, hvilket vil sige, at du er dét, rummet foretager sig på dette sted.